Dette anker fra Linieskibet Dannebroge blev fundet i 1872 ved vraget af nogle fiskere fra Dragør under deres søgen efter ankre og ankretove fra skibe, der var forlist under stormfloden i 1872-ca 180 år efter forliset..
Vragets position er : 55 gr. 29,5 min. N br. - 12 gr. 30,1 min. Ø lg. eller 10,5 sømil ØNØ for Køge by, midt i Køge Bugt.
Bjærgningsselskabet Svitcher optog ankret sammen med en del af de gamle broncekanoner. Selskabets dykker Anders Laustsen fortæller om ankeret, at det lå indeklemt under bagbords skibsside og et stykke ankertov som målte en alen i omkreds lå derved. Anker og kanoner blev solgt til staten og kanonerne indgår indgår i monumenterne på Langelinie og ved Hurum Kirke imens ankeret blev opstillet på Hol-men og står nu opad væggen på arrest-huset (af marinerne kaldt "hos Morten" ) i kasernegården på Nyholm, hvor det efter åbningen af Holmens område frit kan beses af publikum.
Ankeret er et minde om Iver Huitfeldt og hans 600 omkomne mænd ved søslaget i Køge Bugt 1710 og et håndgribeligt minde om sejlskibstiden fra det første skib der blev konstrueret af den danske marines konstruktører og det første skib bygget på beddingerne på Nyholm, hvilke der også er spor efter som kan ses tæt ved ankeret.

Tekst på skjold:
Anker
fra Linieskibet Dannebrog
der sprang i luften i Kjøge Bugt
den 4. oktober 1710 med Ivar Huitfeldt
som chef
Dannebrog var det første
orlogsskib der blev bygget
på Nyholm, Skibet løb af stabelen 6-10-1692
ankeret er opfisket
1872
Orlogskaptajn P. Holck oplyser i en artikel i Tidsskrift for Søvæsen 1935, at ankeret som Iver Huitfeldt lagde ud under branden ikke er det opstillede anker, men derimod et andet stort anker som blev optaget kort efter slaget i december 1710 af orlogsskibet SVANENs folk og fartøj og afleveret til Materielforvalderen der tog det til indtægt i sit regnskab. Det vejede 4959 pd og havde et ankertov der var 144 favne langt og 201/2 tomme tykt, samt en tøndebøje med 36 favne bøjereb.