
Ved Herfølge Kirke, 4 km syd for Køge, er der udvendigt på tårnets nordside opsat en mindetavle med tekst af salmedigteren B.S. Ingemann.
En lille del af mandskabet fra "Linieskibet Dannebrog" blev begravet på kirkegården - fire matroser og en soldat. De blev fundet drevet i land ved Hundige Strand sammen med skibschefen Iver Huitfeldt, næsten en måned efter, at skibet var gået ned.

Anledningen til mindetavlen var, at digteren B.s. Ingemann under et besøg hos sin gode ven Joachim Godske Willemoes, der var præst i Herfølge, blev gjort bekendt med, at der lå fire matroser og en soldat begravet på kirkegården. Sammen rettede Willemoes og Ingemann henvendelse til Vallø Stift, som i 1845 bekostede marmorstenen til minde om søheltene. Pastor Willemoes var i øvrigt bror til en anden dansk søhelt, Peter Willemoes, der blev dræbt i et baghold af englænderne under Slaget ved Sjællands Odde i 1808 - kun 25 år gammel...
Foto: Carl Huitfeldt, Tekst: Herfølge Kirkes Hjemmeside