Mandomsårene fra kaptajn til kommandør i årene 1694-1710,

  herunder skibschef i den dansk-norske flåde og hvervningschef i Norge,

samtidig med at han er godsejer og skibsreder.

De første udkommandoer Iver Huitfeldt har som skibschef i den Dansk-Norske flåde er:

• 1694 Juli - oktober Skibschef på Fregatten BLÅHEJREN.
• 1695 marts - oktober Skibschef på Linieskibet NELDEBLADET.

Tilbage i Norge 

  Kaptajn Huitfeldt rejste tilbage til Norge i februar 1696 i anledning af stedmoderens  død. Han skiftede bo med sine stedsøskende om deres norske besiddelser. Huitfeldt tog fra nu af fast ophold på fædrenegården Tronstad, som han havde arvet efter hans fader, hvorved han som godsbesidder fik fast fod i sit fædreland.  

   Samtidigt med at han drev hovedgården Tronstad passede han flere job for kongen og Søetaten. Han hvervede folk til majestætens flåde, fik bjærgnings og konvojerings-opgaver og ind imellem fik han chefkommandoer på orlogsskibene. Der blev bygget mindre skibe på Tronstad jorder på sydspidsen af halvøen Hurum, hvor skoven går ned til kysten. Her kan man i dag se de beddingssteder hvor skibe eller både er bygget.

  Men ikke nok med det, Iver Huitfeldt var selv skibsreder. Hans skib fragtede tømmer til England. På Trondstadgård kan i dag ses en skibsklokke mærket Christiansand 1690 som tilhørte et handelsskib, CHRISTIANSAND, som Iver og hustruen Kirsten fik forærende af Kirstens moder, der boede i byen Christiansand.   

   Iver Huitfeldts mange forskelligartede gøremål skal ses i lyset af at udover krigs-udrustningerne i 1. del af Den Store Nordiske krig i år 1700 var der i en lang periode efter Niels Juels store flådeudrusninger i firserne kun ganske få større udrustninger af skibei indtil udbruddet af 2. del af Den Store Nordiske Krig i 1709-10.

De kommmende år sker følgende for Iver Huitfeldt:

•  1696 gift med Kirsten Røyem, datter af amtmanden i Lister og Mandals amt, der samtidig var stiftsamtsmand i Christiansand.
• 1696 ledede bjærgningen af bl.a. kanoner fra armeret koffardiskib (defentionsskib) CHARLOTTA. 
• 1697 december udnævnt til kommandørkatajn, 32 år gammel.
• 1699 september I forbindelse med edsaflæggelse til den nye konge, Fr. IV tilbyder Huitfeldt sig til at kommandere et af de skibe han har erfaret at kongen er ved at udruste. Hans anmodning bliver efterkommet det kommende år.
• 1700 februar- april Hverver folk til kongens flåde i distrikterne Moss, Drammen, Laugesund og Bragernæs. Han hverver 570 mand som han sender med skibe til København. 
• 1700 maj- september Skibschef på Linieskibet PRINS GEORG. Deltager sammen med hele flåden under kongens stedbroder, general-admiral-løjtnant Gyldenløve i 1. del af Den Store Nordiske Krig. Gyldenløves flåde går i Østersøen for at ødelægge den svenske flåde. Men de svenske skibe ligger beskyttet i flådebasen Carlskrona og da Gyldenløve ikke har bombefartøjer og brandere med, kan han ikke ødelægge de svenske skibe og deres flådebase. 

  Den dansk-norske flåde blev i hast af kongen kommanderet tilbage til København da svenskerne nu fik hjælp af hollandske og engelske flådeafdelinger. Svenskekongen Karl XII vil angribe Danmark med hjælp af sine allierede. Han går i land syd for Helsingør og besætter Kronborg.   

  Gyldenløves flåde kom tilbage i Sundet og lægges som defension ud for København.  De 3 allierede flåder kan ikke trænge igennem til København, men bombarderer byen på afstand. Ad diplomatisk vej løses problemet for Danmark, Karl XII må trække sine tropper tilbage og de hollandske og engelske flådeafdelinger forlader Øresund. Som det både før og siden ses, vil de store lande ikke gå med til at eet land alene kontrollerer gennemsejlingen i Øresund. Derfor må Karl XII trække sig tilbage til Skåne.

• 1700 december afrigges flåden og Iver Huitfeldt rejser tilbage til sit hjem i Norge.

• 1704 En ny hvervningsordning indføres "Indrollering" (sørullen, en lægsrulle for søfolk), som Huitfeldt bliver tilknyttet som distriktschef indtil sin sidste udkom-mando på flådens skibe. I 1705 var der inrolleret 8264 søfolk i Norge mod 4620 i Danmark og Slesvig.
• 1704 juni 39 år gammel bliver Huitfeldt udnævnt til kommandør under kongens, Fr. IV, besøg i Norge.
• 1704 juli Kongen beordrers kommandør Huitfeldt til at overtage stillingen som værftschef i Christianssand. Huitfeldt skulle tillige overtage Galejkompagniet, sammen med de ved værftet værende galejer, brigantiner, materialer m.m. samt lede inrolleringen i Christiansands distkrikt.  
• 1707 juli Kommandør Huitfeldt bliver afløst som værftschef og koncentrerer sig om inrolleringen, hvor tjenesten som distriktchef kunne ledes fra gården Tronstad hvor han i sine sidste år havde fast bopæl.
• 1709 august modtager Huitfeldt besked om at nedskibe 550 matroser til København hvor man er ved at gøre klar til hærens landgang i Sverige. Han foranlediger inrollerede matroser sendes til København fra distriktets byer og kyster, bl. a. fra Bragernes, Tønsberg, Strømø, Tangen, Svelvigen, Strømmen, Holmestrand, Aasgaardsstrand, Laurvig samt fra Nøtterø.
•  1709 august modtager Huitfeldt ordre til at bestride chefposten på Lineskibet PRINS CHRISTIAN og samtidig være chef for linieskibene SOPHIE HEDVIG og OLDENBORG, der i opstartsfasen skulle fungere som indkvarteringsskibe for de indkaldte matroser.
• 1709 oktober eklæres krigen mod Sverige og angrebene sættes i gang.
• 1709 november afsejlede flåden under general-admniral-løjtnant Gyldenløve fra København og landsatte den danske hær ved fiskerlejet Raa sønden for Helsingborg. Med landgangstropperne var Iver Huitfeldts yngste halvbroder, Hartvig Huitfeldt, som generaladjudant hos den øverstbefalende. Flåden fordeltes derefter til flere stationer i Sundet og Østersøen, men kommandør Huitfeldts skib synes at være forbleven ved Gyldenløves hovedflåde.     

I de næste måneder kæmpede den danske hær sig frem til Christianstad og var kun 4 mil fra den svenske flådes hovedbase Carlskrona, men angrebet gik i stå og langsomt fik svenskerne overgrebet og trængte de danske styrker tilbage til Helsingborg hvor et stort slag udkæmpedes med mange dræbte og såredes på begge sider indtil danskerne efter slaget ved Helsingborg den 10. marts 1710 måtte flygte tilbage over Sundet under dækning af flåden. 

• 1710 maj  Kommandør Huitfeldt bliver chef på Linieskibet DANNEBROGE og eskadrechefen, general-admiral-løjtnant Gyldenløve er ombord og på stortoppen vajer hans kommandostander. 
• 1710 juni Gyldenløve flytter til Linieskibet ELEPHANTEN. Stadig flere skibe tilgår eskadren. Antallet af skibe er nu 22.
• 1710 juni Den dansk-norske hovedflåde tager foreløbig station ved Stevns.
• 1710 juni Den danske- norske flåde er nu oppe på 25 linieskibe, 4 fregatter, 6 snauer og 4 brandere, ialt 39 skibe som lægger sig i farvandet ved Bornholm for at blokere Østersøens vestlige del og eventuelt angribe den svenske flåde og hovedbasen Carlskrona.  
• 1710 august Den 5 august må flåden forlade sin station ved Bornholm og gå tilbage til Køge Bugt for at udbere mange havarier, få nye forsyninger og udskifte de mange syge soldater (plettyfus).
• 1710  6. august Undervejs til Køge Bugt modtog Gyldenløve kongens 1. ordre af 14. juli hvor han beordres til at afgive 12 linieskibe under kommando af viceadmiral Reedtz for at sejle til Finske Bugt og sammen med russiske flådestyrker med troppwer ombord at  foretage landgang i Stockholms omegn for at ramme Sverige lige i dets hjerte. Ved et afholdt krigsråd ombord hos Gyldenløve. Krigsrådet fraråder at ekspeditionen gennemføres og flåden sejler på trods af kongens ordre videre mod Køge Bugt for at udbedre manglerne. I Køge Bugt går man i gang med at reparere og få nye forsyninger imens de syge matroser evakuerees til Køges Omegn og lægges i lejr på Stevns og de syge af soldatesquen indlægges på Søkvæsthuset og Ladegården i København. 
• 1710 11. august holder Gyldenløve igen krigsråd og man fastholder at afvise kongens plan ud fras de samme synspunkter som var til grund for afvisningen den 6 august. På Gyldenløves skrivelse til kongen som er et referat af krigsrådsmødet, har han påtegnet følgende: " PS hermed fremsendes endog et til mig indgifven Project fra kommandør Huitfeldt, hvilket jeg ikke har villet manquere deres Exellencer at comunicere". Hvad dette projekt indeholdt vides ikke, da bilaget er bortkommet. Det er sandsynlig at Huitfeldt efter krigsrådsmødet har fremsat sine tanker og ideer vedrørende den forstående troppetransport da han flere gange både ved transporter til England i 1689 og sen est ved landgangen i Skåne 1709 havde høstet erfaringer om sådanne operationer.   Gyldenløve har anset Huitfeldts indlæg så værdifuldt at han straks har villet gøre Concelillet bekendt hermed.

Kongen fastholdt alligevel sin plan der nu gik ud på at erobre og plyndre Stockholm, bortføre alle kostbarheder og pålægge brandskati byen og i landdistrikterne. Regeringens medlemmer skulle tages til fange og føres til Danmark  Det lykkedes dog ikke kongen og haqns rådgivere i Concelillet og hæren at få denne fantastiske plan gennemført, men den del af planen der omfattede afhentning af de af czaren lovede russiske hjælpetropper blev stående ved magt på trods af Gyldenløve flere gange påpegede det uforsvarlige i planen. Men denne gang skulle planen gennemføres. Der blev hyret 81 handelsskibe til troppetransport og kongen havde selv 9. Der skulle tages 4000 infanterister og 2000 ryttere med heste ombord. De russiske hjælpetropper skulle nu til Sjælland for at støtte den danske hær i endnu et angreb på Skåne.  

Gyldenløve fulgte loyalt kongens sidste ordre og skyndte sig med klargøreing til den nye transport. Der blev taget en ny soldatesquen fra Fynske hvervede Regiment der gik ombord fra Søholm på Stevns og flåden blev forstærket med flere orlogsskibe dels fra København og dels fra viceadmirals Barfods Eskadre fra Norge.

• 1710 6. september fik man oplyst at de russiske tropper befandt sig i Danzig hvor de skulle afhentes af transportskibene. Gyldenløve fik at vide fra sine spejdere (udsendte fregatter) at den svenske flåde stadig lå i Carlskrona, 24 linieskibe med syge besætninger ligesom Gyldenløves skibsbesætninger.  
• 10. september forsøgte Gyldenløve igen at få kongen til at opgive transporten. Han fik ordre til straks at afgå. 
• 14. september lettede Gyldenløves flagskib ELEPFANTEN og få timer efter var hele orlogsflåden og transportskibene under sejl over Køge Bugt for en stiv kuling på vej til  Østersøen.
• 15. september måtte flåden søge læ under Bornholm for en pludselig opkommende storm der splittede den og forårsdagede store havarier på en del skibe.  Flere af orlogsskibene mistede deres master og stænger og drev til søs. En del af transportfartøjerme kom også i drift da deres ankre ikke kunne holde og sejlene blæste bort.  Stormen varede over en uge. Først den 24. var vejret klaret op, således at Gyldenløbve kunne lette og og forsøge at vende hjem.  Der blev holdt krigsråd og den 25. indtraf kongens ordre om at vende tilbage til Køge Bugt og derfra sende havaristerne til København.
• 29. september ændrede kongen sin beslutning idet han gav Gyldenløve kontraordre og befaling til at blive ved Bornholm og obserbvere fjenden, samt at indskibe så mange russere som muligt fra Danzig og sejle dem til til København.  Men inden denne ordre nåede  nåede Gyldenløve var han den 30. afgået med flåden fra Bornholm mod Stevns hvorunder han den næste dag ankrede op.
• 01. oktober informeres Gyldenløve om at 30 transportskibe endnu lå på rheden ved Danzig. Der holdes igen krigsråd og som resultat heraf af dette lettede flåden nu med 27 linieskibe, 4 fregatter, hjælpefartøjer og en del transportfartøjer og sejlede ind i Køge Bugt og ankrede op med med transportfartøjerne liggende inderst i bugten. Ombord i skibene gik man styraks i gang med at udbedre skaderne og der ankom hjælpefartøjer med friske forsyninger. Skibene var ikke ankret op i nogen særlig slagorde, men lå således at de alle bedst kunne indtage friske provisioner på den mest hensigtsmæssige måde. Gyldenløve udsendte ingen forpostskibe, dvs spejdere, der i tide kunne have varskoet om at fjenden nærmede sig. Han og de 9 admiraler der var ombord på de danske skibe følte sig åbenbart trygge for den svenske flåde, man stolede på de lidt gamle efterretninger om at svenskerne lå i Carlkrona med syge besætninger og slet ikke var parate til at gå til søs.  Således fortsatte travlheden i Køge Bugt de næste par dage.
• 01. oktober afsejlede den svenske hovedflåde under generaladmiral greve Hans Wachmeister fra Carlskrona. Han havde fået oplysninger om den danske flådes tilstand ved Borholm den 23. september.
• 02. oktober var den svenske flåde ved Bornholm hvor Wachmeister fik oplysninger om den danske flådes tilstand da den forlod de Bornholmske farvande et par dage før. Han sejlede mod Møn langs den svenske kyst mellem Sandhammeren og Ystad og ankrede op 2 mil fra Møn ved midnatstid mellem den 3. og 4. oktober. 
• 04. oktober   kl. 0500 gav Wachmeister signal til letning af de første skibe og kl 0800 var de alle let for en SSO-lig vind og kursen sattes NNO lige ret på de yderste af de danske skibe der langt ude kom til syne i Køge Bugt.
• 04. oktober kl 0800 var der igen krigsråd ombord i Gyldenløves kommandoskib ELEPHANTEN. Alle admiraler og de ældste kommandører var samlede til møde om situationen. 
• 04. oktober kl. 1000 opdagede udkiggene fra mastetoppene af de danske skibe en flåde af sejlere dukke op i horizonten. Man troede først det var de hjemvendende danske troppetransportskibe fra Danzig men efterhånden opdagede man til sin forfærdigelse at det var den svenske orlogsflåde fra Carlskrona, der for fulde sejl og i slagorden holdt lige ind i bugten hvor den dansk-norske flåde lå ganske fredeligt og uforbersdt på sin ankerplads.
• 04. oktober kl. 1130 Krigsrådets medlemmer skyndte sig at komme ombord i deres respektive skibe og hvor man på signal fra den kommanderende gjorde "Klart Skib" (klar til kamp). Først gav Gyldnløve signal til fregatterne om at lette og kl. ca. 1200 hejste generaladmiralen et blå flag og skød 3 skud, hvilket var signal til at komme under sejl hurtigst muligt. Under den stærke blæst og svære sø var der ikke tid til at hive ankrene hjem, så skibene kappede ankertovene og forsøgte derefter at komme ind i en slagorden og møde fjenden. 
• 04. oktober kl. 1200 eller kort herefter går de 3 nordligste og yderste danske-norske skibe, DANNEBROGE, BESKIERMEREN og MARS under sejl, de 3 dannede under den normale  kampformation avangardens forspids. Den svenske flådestyrke gik over i linieformation og drejede NW-over ind mod danskerne. 
• 04. oktober kl. 1230 observerede svenskerne at de tre danske linieskibe anført af Iver Huitfeldt på DANNEBROGE havde mulighed for at komme NO- om den svenske linie og derved udnytte vinden og komme ned bag den svenske linie og dermed udsætte den for dobbeltbeskydning hvis andre dansk-norske skibe kom under kontrol og nærmede sig. 
• 04. oktober kl. ca. 1300 drejede den svenske linie NO-over og hindrede derved Iver Huitfeldts lille 3-skibsstyrke i at komme om på den østlige side af svenskerne.
• 04. oktober kl. ca. 1330 drejer De 3 dansk-norske linieskibe SW- over og sejler parralelt modsat den svenske linie og søger at komme på skudhold. De to forreste svenske linieskibe kommer op ved Amagers sydende og vil forsøge at vende ved Drør rev. De går imidlertid på grund og står ikke til at redde.
• 04. oktober kl ca 1430 åbnede den svenske admiral Wachmeister ild mod DANNEBROGE, der straks besvarede ilden og de næste 12 svenske skibe der passerede DANNEBROGE, BESKIERMEREN og MARS  skød mod disse, men afstanden var stor så kun få skud gjorde alvorlig skade. DANNEBROGE fik dog flere træffere ind på det svenske admiralskib GØTA LEJONET.
• 04 oktober kl. ca 1500 går DANNEBROGE i brand. Ilden opstår ved agtermasten , enten p.g.a. selvantændelse fra egen kanonild ved skydning i vindsiden eller fra træffere fra de svenske skibe.
• 04. oktober kl. ca 1530 har ilden bredt sig så meget i sejl og master at skibet ikke kan styres længere. Iver Huitfeldt beordrer lader ankeret falde for at hindre at DANNEBROGE driver brændende ind i det område hvor de dans-norske skibe er ved at sejle op i slagorden og herved evt. sætte ild i nogle af sine landsmænd og derved skabe yderligere forvirring. 
• 04. oktober kl ca. 1600 har ilden trængt store dele af besætningen helt ud i spidsen af skibet og pludselig når ilden ammunitionslasten og DANNEBROGE sprænger i luften og alle 600 besætningsmedlemmer med undtagelse af 7 matroser, der sidder i en lille båd, omkommer. Ved eksplotionen deles skibet i to stykker der straks går til bunds. BEISKIERMEREN og MARS er nu uden for svenskernes rækkevidde, kampen ophører,  vinden bliver stærkere og stærkere det er nu stormende kuling fra SO og alle skibe har svært ved at manøvrere og begge flåder går til ankers hver for sig midt i Køge Bugt.
• 04-05-06. oktober bliver skibene liggende og ridder stormen af. Svenskerne forsøger at redde de to store linieskibe- det mislykkes og de sætter derfor selv ild på skibene for at de ikke skal falde i danske hænder.  
• 06. oktober til midnat løjer vinden af og de svenske skibe stikker af og sejler ud af bugten - Da Gyldenlve opdager dette sætter han efter dem , men svenskerne har for stort et forspring så han opgiver forfølgelsen og går tilbage mod Stevns.

Kampen i Køge Bugt den 4. oktober 1710 endte således uafgjort med tabet af 2 orlogsskibe på svensk side og 1 orlogsskib med dets 600 mands store besætning på dansk-norsk side. Den svenske flåde forlod kamppladsen uden at have udnyttet den enestående chance, den havde haft til fra sin luv position at angribe og ødelægge sin modstander, der indesluttetsom han var i Køge Bugt , stod som med ryggen til en mur lammet i sine bevægelser. Men det stratetiske mål som danskerne havde sat sig, overførselen af tropperne, hvortil flåden skulle have medvirket , blev ikke nået.   

I tiden efter slaget drev ligene i land langs Køge Bugt. Næsten dagligt var der nbegravelser af flådens folk i de fattiges jord på Klosterkirkegården i Vestergade i Køge. Kirkeboge melder om 50 begravelser i oktober-november måned.  En lille måned efter slaget drev 6 lig i land ved Hundige hvor Olsbækken løber ud i bugten ved den gamle Kjøge Kro. Det ene af ligene bar en ring der blev identificeret som Iver Huitfeldts. De 5 mand blev begravet ved Herfølge Kirke (4 km syd for Køge). Iver Huitfeldt blev bragt til Holmens Kirke i København, hvor der blev afholdt to ceremonier (kaldet jordbefæstigelser) den ene med militær riffelsalut. Om foråret 1711 blev kisten sejlet til hjemmet Tronstadgård på halvøen Hurum i Oslofjorden, hvor kisten blev indsat i familiens kapel i Hurum Kirke. 

 Iver Huitfeldt

5. december 1665 - 4. oktober 1710