Afsnit VII   Felttoget i Pommern og Mecklenborg 1712, Sønderjyllands Befrielse. 

 Da den danske hær brød op fra Stralsund den 7. februar 1712 var der bleven efterladt fra hver af de allierede hære en troppestyrke til opretholdelse af indeslutningen af fæstningen Stralsund. 

Indenfor fæstningen var den 11.000 store besætning svækket af sult, kulde og sygdom. Forsyningerne til Pommeren fra Sverige svigtede.

Den krig som Carl XII havde fremprovokeret mellem Tyrkiet og Rusland ebbede ud i 1712 og der sluttedes fred. Selvom tyrkerne og svenskerne stadig var allierede ville tyrkerne ikke sende tropper til Pommern og angribe russerne der. Svenskerkongen gav derfor ordre til at der skulle udrustes en flåde som kunne fordrive danskerne fra Østersøen og der skulle samles en hær til Pommeren. Men man kunne kun udruste få orlogsskibe,  som kun kunne bruges til beskyttelse af  en transportflåde til den nærmeste havn på Rügen. 

Svenskekongen udnævnte General Stenbock til øverstbefalende over hæren i til Pommeren rejste penge til udrustning af en ny hær på 9.000 mand og fik skippere og redere til at stille skibe til rådighed og i slutningen af august 1713 stod  den nyudrustede hær klar til indskibning i Carlskrona..

I mellemtiden var der igen samlet en større alieret hær udenfor Stralsund. Den russisk-sachiske hær havde genoptaget belejringen foran Stralsund. Den allierede hær var afhængig af forsyninger ad søvejen  og dette krævede at man beherskede farvandet mellem Rügen og fastlandet,  Binnen-wasser, 

Det kom nu an på den danske flåde. Viceadmiral Seehedsted fik kommando over en flådestyrke sammensat af skibe der var velegnede til at operere i det grundede farvand.. Den 30. juli nåede han med en stor transportflåde med forsyninger den nordligste indsejling til Binnenwasser, Westtief, som en svensk eskadre blokerede. Seehedsted lod nogle skibe blive her for at binde svenskerne og sejlede ubemærket om til den søndre indsejling, Osttief, med hovedstyrken . Den 6. august var den danske forsyningsflåde igennem og ankrede op ved Greifswaldes udskibningssted.i bunden af Binnenwasser.     Det var en stor bedrift Seehedsted havde gjort. Den svenske sømagt i Binnenwasser var delvis ødelagt og resten indestængt, forbindelsen til Greifwald fri og Rügen truet. Det danske belejringsartilleri blev hentet fra Grønsund. Seehedsted skulle nu drive resten af de  svenske skibe ind bag Danholm, udskibe belejringsartilleriet, hvorefter 15.000 russiske og sachsiske tropper skulle landsættes på R’ugen.

Den danske hovedflåde var i  mellemtiden gjort klar på Holmen, 16 linieskibe 3 fregatter m.m. og hertil sluttede sig 3 russiske fregatter. Kommandoen var givet til generaladmiral Gyldenløve. Opgave var nu at håndhæve herredømmet i Østesøen og hindre svenske troppeoverførsler til Pommern.  Den 3. september løb den svenske flåde med 24 linieskibe under kommando af  admiral Wachtmeister ud fra Carlskrona. Gyldenløve trak sig tilbage til sundet i overensstemmelse med sin instruks fra kongen og indespærrede sig i Drogden forfulgt af svenskerne.. Nu var Østersøen fri og den svenske troppetranport kunne begynde og  general Stenbocks hær blev transporteret over til Wittmund i Pommern ved 5 transportsejladser. 9.400 mand kom i land og en del proviant.  Wachtmeister valgte at forlade Sundet og gå tilbage til transportflåderne  men det udnyttede danskerne. 5 linieskibe og 4 fregatter blev kaldt ned fra de norske farvande og nu var Gyldenløve stærk nok til at optage kampen.  Gyldenløve stødte sammen med de svenske enheder. Gyldenløve havde fordel af vinden og udmanøvrerede de svenske orlogsskibe, fik dem isoleret fra troppetransportskibene som 5 danske fregatter fik ordre til at ødelægge. 70 af de svenske transportskibe blev taget eller ødelagt. Tre svenske orlogsskibe nærmede sig men en af de danske fregatter ført af Peter Wessel gik dem i møde.. Hovedflåderne stødte sammen næste dag – under gensidig skydning løb de nordøstover – den svenske flåde led betydelige skader og trak sig tilbage til Carlskrona, som den nåede den 2. oktober.

Da de allierede hære erfarede at Stenbock var sat i land med en hærstyrke opgav de angrebet på Rügen , det danske artilleri blev sendt hjem men Seehedsteds eskadre forblev i Binnenwasser for at sikre søforbindelsen til de 30-40.000 russiske og sacsiske soldater der stadig stod foran Stralsund. Den danske hær blev sendt mod Hamborg , der var ilde sindet mod Danmark. Ved at lægge sig foran Hamburg (svensk Pommern) lykkedes det den danske hær at true byen til at udbetale 250.000Rdlr.

Da Stenbock havde fået sin hær i land i Wittmund  og fik den samlet i slutningen af oktober i Stralsund. Han kunne ikke forvente nye forsyninger, så han efterlod 1500 syge i Stralsund og påbegyndte han den 1. november 1713 en march med 16.000 mand mod Mechklenborg og fortsatte til  Rostock. Det var på den tid en anseeligt styrke, han var selv en fremragende fører og havde mange dygtige officerer. Han havde kun proviant til 14 dage, da transportflåden var ødelagt af danskerne.

De allierede havde efterhånden samlet 8.000md. rytteri og 14.000 fodfolk bag byen Recknitz. Stenbock afventede yderligere hjælp fra Sverige og fik derfor en våbenhvile på 14 dage aftalt med den polske konge. De øvrige konger , Carl XII inklusiv var utilfreds med våbenhvilen og de allierede hære koncentrede sig om at møde den svenske hær ved Gadebusch  ved våbenhvilens udløb. 

Ved våbenhvilens udløb den 15. december stod Stenbock midt imellem det danske og de øvrige allieredes hovedkvarterer. De kommende dage indøvede danskerne en opstilling i terrænet mod den retning de mente fjenden kom fra. Tropperne var opstillede i den formation som var normal på denne tid hvor man blandede og udnyttede de forskellige troppers egenart – rytteri-artilleri og fodfolk på den normale opstillingsmåde  Om natten til den 20. december havde Stenbock ændret marchretning, det var tåget og danskerne forventede ikke at svenskerne ville angribe, så derfor blev man i lejren indtil det blev klart at Stenbock var i gang med at angribe fra en retning nordfra man ikke havde forventet. Der blev stor forvirring i ledelsen – generalerne foreslog forskellige omplaceringer og inden danskerne kom på plads i den nye opstilling  lød det svenske angrebssignal og kampen kom hurtigt i fuld gang på flere fronter..  Der blev kæmpet voldsomt  flere steder, men da danskerne ikke var ordentligt organiserede fik svenskerne overtaget næsten overalt  De danske og sachernes tab var på ca 3400 døde og sårede, de svenske tab var ca 1.700 mand.

Men selvom slaget ved Gadebusch havde været uheldigt for de danske, så var den danske modstandskraft ikke brudt. Det danske rytteri med 30 eskadroner og det sachiske rytteri med 2200 mand slutte sig til russerne. Regimenternes udrustning blev suppleret fra tøjhusene, artilleri hentedes fra Rendsburg og 6000 mand, der havde været i engelsk tjeneste og  som nu var frigjorte efter afslutningen af Den Spanske Arvefølgekrig fik ordre til at marchere mod Stift Bremen. På Sjælland stod 2-3 rytterregimenter rede, fra Norge skulle 4000 mand sendes ned til Danmark og fæstningerne Glückstadt, Rendsborg og Fredericia blev sat i forsvarsstand. Czar Peter var nu nået til Criwitz og han sendte sit rytteri og fodfolk frem til Størfloden.

 Stenbock var nu delvis indesluttet- og uden forsyninger. Han søgte råd, som han havde fået ordre til, hos guvernøren for de svenske besiddelser, general Vellingk og her fik Stenbock at vide at han skulle rykke ind i Holsten, udsuge landet, udskrive een million dalere, også forlange penge af Hamborg, afbrænde den åbne by Altona  som en hævn for det danske bombardement af fæstningen Stade. Den 31 december rykkede han ind i Holsten og udskrev penge og proviant.  Det kunne blive farligt for Stenbock at opholde sig længe i Holsten, czaren var på vej med sin forstærkede hær. Stenbock fik igen ordre af Vellingk om ast ødelægge alt hvad der kunne komme fjenden til nytte og Altona måtte brændes. Stenbock tog til Altona, forlangte 50.000 Rdlr i brandskat. Borgertne gik ind på at betale dette, men general Vellingk gentog ordren om at byen skulle brændes. Brandgælden blev sat op til 100.000 Rdlr. Ved midnatstid antændtes byen, som snart var et rygende bål. Hos alle Sveriges fjender fremkaldte ugerningen et ramaskrig over en sådan bestialsk krigsførelse. 

 Midt i januar 1713 var Csaren med sin hær i Holsten og rykkede frem mod Altona. Lidt efter lidt kom også de danske og sachsiske frem men svenskerne havde fået et stort forspring.

Stenbock tænkte stadig på at gå mod nord og fortsætte marchen over Fyen til Sjælland ligesom kong Carl X Gustav men foreløblig skulle han over Eideren og da dette ikke kunne lade sig gøre ved Rendsborg marcherede han ad de vestlige veje, gennem Ditmarsken til Frederiksstad hvor hæren tog et ophold medens terkommandoer sendtes op gennem Sønderjylland til Flensborg og Aabenraa. Men befolkningerne var flygtet, landsbyerne stod tomme. 

Stenbock var efter slaget ved Gadebusch en mærket mand. Han havde fået et knæk da han på ordre måtte udføre handlinger der nærmest var desparate.(Altona). Sulten var hans værste fjende, han fik ingen forsyninger fra Sverige, vejene var bundløse og hans soldater havde intet ordentligt fodtøj.   Han sammenkaldte krigsråd men det eneste råd han fik var at rykke ind i Eidersted og holde sig der, indtil proviantmangel eller andre magters mellemkomst muligvis tvang hans fjender bort. 

Den store halvø Eidersted var ikke et særligt godt gemmested for svenskerne. Det bewstod af marskland som i tøvejr kunne være ganske ufremkommeligt. Men den gottorpske fæstning Tønning havde betydning for Stynbock, Holsten Gottorp var neutral men man ville gerne støtte svenskerne over for danskerne, så derfor fik Stenbock ved diplomatiske kringlerier adgang til fæstningsbyen. Det lykkedes gottorperne at bedrage kongen af Danmark.

I slutningen af januar 1713 ankom Frederik IV og Czaren til Rendsburg og operationerne kom igeng med danske, russiske, sachsiske og polske tropper- ialt 38.000 mand. Hæren gik over Eideren og svingede vest mod Alt Benebeck og 8-9 februar nåede hæren egnen om Husum og Svabsted. Svenskerne havde besat adgangen til Eidersted mellem Ulvesbüll og Reimersbude.     

 De allierede tropper kom snart i kamp mod en fremskudt svensk styrke, men overfor overmagten måtte svenskerne efter kort modtand give sig og gik tilbage til Tønning hvor kommandanten åbnede portene for 4 af svenskernes regimenter hvorefter Stenbock med resten af hæren drog mod Garding hvor han mente at det afgørende slag skulle stå. Men vejret var ham imod - han måtte opgive og returnerede den 17 februar med hele hæren til Tønning, hvor han ville forsøge at sætte over Eideren og slå sig igennem til Mechlenburg. Storm og strøm gjorde dette foretagende umuligt- kun få soldater kom over før de måtte indstille overførslen. De dårligste heste blev slagtede og Stenbock ville søge at holde fæstningen længst muligt. Diciplinen i den svenske hær var nu ikke god. Soldaterne var udmattede og desertionerne begyndte blandt både de tyske og de nationale tropper. Vejret umugliggjorde også de allierede hæres fremmarck - så man indesluttede svenskerne i fæstningen og forhindrede at der kom proviant til fæstningsbyen. I slutningen af februar blev den danske hær forstærket med garden og grenaderkorpset samt 2 af de regimenter der var kommet fra Norge Den Glückstadtske Ekvipage, den danske flådeafdeling på Elben, blev sat under kommando af admiral Sehedsted, som fik skaffet nogle småfartøjer til sejladsen på Eideren og nogle skibe fra hovedflåden kom til så enhver proviantering af Tønning fra søsiden var udelukket. Midt i april ville svenskernes proviant og penge være opbrugt- der manglede drikkevand idet der ikkefandtes brønde midt i marsken, man måtte klare sig med opsamlet regnvand. Sygdomme greb om sig i løbe4t af marts dføde 600 mand og der deserterede flere og flere. General Vellingk meddelte Stenbock at hans stilling var ganske håbløs og Carl XII var så vred på ham at at det kunne være ganske heldigt at han blev krigsfange en stund, således at der kunne blive tid til at forsone sig med kongen. Generalen ville sikkert også foretrække et kortvarigt fangenskab for et længere ophold i Sibirien.

Efter flere afbrudte og genoptagne forhandlinger blev der den 16 maj aftalt betingelser for svenskernes udgang fra Tønning og den 20 maj begyndte udmarchen af den nu kun 13000 mand store hær.

Ved Hoyersworth var en anseelig styrke af de 3 allierede hære opstillet. Ført af en kongelig generaladjudant red Stenbock ledsaget af 4 officerer henimod danskerkongen. På 15 skrids afstand gik han hen til hans majestæt, der rakte hånden til kys og overgav ham styrkelisten. På kongens opfordring sad Stenbock atter op og fulgte med til Hoyersworth hvor svenskerne afleverede skydevåben, faner og estandarter. De svenske fanger skulle nu fordeles mellem de allierede og udveksles med de allieredes soldater som svenskerne havde taget til fange under slagene.

Den 21 juni 1713 tog Frederik IV ophold på Gottorp Slot. Han havde nu nærmet sig det mål han havde sat sig: Foreløbig var Sønderjylland befriet for det tyske herredømme og under den danske konge atter knyttet til moderlandet. 

General Stenbock kom til København kom til København i november 1713 hvor han blev indlogeret i en rummelig lejlighed ved Gl. Strand. I Sverige havde han mange uvenner og fik ingen hjælp herfra. Man nærede ikke tillid til ham og ønskede ikke hans hjemkomst. Stenbock førte hemmelige brevvekslinger og skrev nogle breve med fornærmelige udtagelser om den danske konge og alt hvad der var dansk, men meddelte også regeringen i Stockholm alt hvad han kunne opsnappe om danske militære og politiske planer. Gennem en postmester i København blev brevene kopierede og den danske regering fik i et par år kendskab til alt hvad Stenbock foretog sig og da han forsøgte at flygte satte regeringen ham under strengere bevogtning. Han blev indsat i Kastellet bag den nu nedrevne gamle kirke. I mere end 2 år sad han i arrest på kastellet indtil han døde her i 1717.

Mange af de fangne svenske soldater forblev i Danmark og først efter genoptagne forhandlinger efter fredsslutningen i 1720 fandt frigivelse sted.   

Afsnit VIII  Gottorperne og storploitikken.

Efter den svenske kapitulation i maj 1713 var Sveriges stilling meget svag. Den eneste mobile hær var fangen. I Pommern holdt svenskerne endnu kun 3 fæstninger, Stetin, Stralsund og Wismar og deres flåde var i dårlig stand.

Det Gottorpske spørgsmål var ved danmarks besættelse af hertugens lande kommet et godt stykke nærmere sin løsning. Hertugen besad nu kun fæstningen Tønning og Helgoland. 

Der skulle således være en mulighed for at slå Sverige ned og fremtvinge freden- og dog skete dette ikke.  Den danske hær var stærkt svækket efter Slaget ved Gadebusch og ligesom Sverige lagde pengemangelen hindringer i vejen for en energisk krigsførelse. Rusland havde tropper nok, men Czaren var optaget af et forsøg på at erobre Finland, som Sverige endnu besad. Sachsen/Polen holdt Stralsund indesluttet, men var også parat til at imødegå interne uroligheder i Polen.  Under disse forhold, hvor ingen af parterne var i stand til at optræde kraftigt på krigsskuepladsen, kom de politiske forhandlinger til at spille en meget større rolle. Det blev diplomaterne, der nu førte krigen på deres måde med et yderst indviklet spil af med snedige intriger og grove kneb, et spil hvori datidens statsmænd var mestre. Her kunne også Gottorperne få deres chance.

 De mange kongeriger, hertugdømmer og kurfyrstedømmer der tilsammen udgjorde den tyske forbundsstat under kejseren var hver især interesserede i at udvide og forbedre deres positioner i Nordtyskland. Hertugen af Gottorps embedsmænd gjorde alt for ved aftaler og bestikkelser at sikre hertugdømmets suverænitet i forholdet til Danmark. Men til sidst lagde Czar Peter pres på stater, der var venligsindede overfor at genetablere hertugdømmet Gottorp, så gottorperne måtte foreløblig klare sig selv.

Tønning var, foruden fra søsiden, stadig indesluttet af et dansk korps på 7000 mand. Der var ingen proviat i fæstningsbyen, sygdomme florerede og dødeligheden steg og tilsidst overgav kommandanten den 7 februar 1714 fæstningen mod at de endu raske soldter kunne få fri udmarch til Eutin i hertugdømmet Lybæk. 

Der stod nu tilbage at erobre Helgoland, der ikke var uden militær betydning ved de tre store nordtyske floders udløb. Den 6. august 1714 landsattes en dansk styrke på Helgolands lave fiorstrand, hvorfra man bombarderede selve den høje klippeø. Om aftenen var forsvaret brudt, deres fartøjer beslaglagte og derved var der også sat en stopper for deres kaperuvæsen. På øen efterlodes en lille dansk besætning.          

Afsnit IX     Den store koalition.

 Czarens velvillige holdning overfor Danmark er flere gange omtalt. I og for sig havde Czaren nået sine krigsmål ved erobningen af Østersøprovinserne og derved også mulighed for at etablere en flåde. Men først skulle Sverige bringes til fred. Sveriges Østesøherredømme skulle brydes og dertil havde Rusland brug for Danmarks Flåde. Enhver svensk modstan skulle slås nedog derfor skulle den russiske hær i forening med den danske trænge ind i selve Sverige.  

Ligestraks kunne et sådant foretagende ikke bringes til udførelse, da Danmark ikke kunne lade sin hær optræde i Sverige sålænge den danske sydgrænse ikke var sikret. 

Danmark skulle sikre sig Hannover som forbundspartner for at sikre sin sydgrænse og Preussen for at forhindre Preussisk indblanding i den gottorpske sag og svensk indtrængen fra øst. Men alle forbundspartnere ville have noget for noget så de danske diplomater fik en travl tid i årene 1714-15, der blev forhandlet og forhandlet. Hannover ville have Bremen og Verden som danmark havde erobret i 1712 og Preussen var interesseret i Stettin.

Forhandlingerne gik trægt indtil svenskekongen Carl XII efter 5 års forløb havde givet efter for de svenske statsmænd bønner om at vende tilbage til sit rige.  1. oktober 1714 forlod han Tyrkiet og red den lange vej til Stralsund hvor han forenedes med sine administratorer,  Vellink, Gørttz m.v. og rygtet gik at han med sin pommerske hær ville rykke mod Holsten. Det satte skub forhandlingerne med Preussen og den 17. maj 1715 lykkedes det at få sluttet en traktat mellem Danmark og Preussen og da Carl XII skærpede den svenske kaperkrig i Østersøen blev den engelske handel på truet. Kurfyrsten af Hannover blev tillige ved den engelske dronning Anna´s død konge af England som Georg I hvilket medvirkede til Hannovers medvirken til et forbund, selvom selve England ville være neutral.  

Den krise den nordiske alliance havde gennemgået var lykkeligt overstået og styrket med nye forbundsfæller kunne man genoptage krigen i sommeren 1715. Sachsen-Polen sendte tropper til den allierede lejr ved Stettin. Czar Peter sendte en hær på 20.000 mand til Pommeren.         

Alt i alt var det forestående felttog godt indledet i diplomatiske henseende . Danmark havde fået garanti for generhvervelsen af Sønderjylland og alle de allierede var blevne samlede med samme må¨l: Svenskernes fordrivelse fra Tyskland.   

Afsnit X      Svenskerne fordrives fra Nordtyskland

Fra 1715 var Danmark rede til at fortsætte krigen for at opnå det endelige mål. I årene 1713-14 fik hæremn en tilvækst af de hærsoldaterter der var udlejede til sømagterne England og Holland til at deltage i den Spanske Arvefølgekrig mod Frankrig. Det var hærdede soldater der kom hjem. De havde deltaget i aarvefølgekrigenms største slagog i mangfoldige belejringer under datidens berømteste feltherrer og var overalt omtalt med den største anerkendelse. Yderligere mandskab fik mand ved overførsel fra Landmilitsen og fra norske afdelinger, ved hvervning af svenske krigsfanger og ved almindelig hvervning i Tyskland, samt frigivelse af fangerne ved Gadebusch.  

Flåden

Selvom flåden i årene op til 1715 var i dårlig stand p.g.a. pengemangel, så optrådte flere mindre orlogsfartøjer dristigt på egen hånd, dels ved at konvojere danske handelsskibe og vanskelliggøre forbindelsen mellem Sverige og den svenske hær i Nordtyskland.  I disse år udmærkede den unge kaptajnløjtnant Peder Wesselæ (senere Tordenskjold) sig på "Løvendals Galej" sig ved flere lejligheder og bekæmpede flere svenske orlogsskibe.

I foråret 1715 så kongen sig endelig i stand til at bevilge så mange penge at der kunne udrustes en kampdygtig flåde. Østersø flåden - 8 linieskibe foruden fregatter og mindre skibe med Schoubynacht Gabel som admiral gik i april 1715 ud med den opgave at hindre svenske transporter til Pommern, samt at angribe og ødelægge den svenske flåde.

Carl XII havde på dette tidspunkt heller ikke mange midler til at opbygge en flåde, så han udrustede 4 linieskibe og en del mindre fartøjer for at sikre transporterne til Pommern, men også angribe den danske flåde når han mødte denne.  Wachtmeister gik til dn vestlige del af Østersøen hvor han tog et par dnske småskibe. Så snart Gabel fik nys herom satte han efter svenskerne og de mindre krigsskibe sendt forud for at rekognosere. Den 21. april meldte Wessel på "Løvendals Galej" at den svenske flåde lå under Femern på Colberger Heide.  Gabel beslutte straks at angribe, tog kurs mod Lolland og så den 24. om morgenenWachtsmeisters flåde  3 mil forude hvor den lå opankret på grund af vindstille og stærk strøm. Ved middagstid luftede det lidt op fra Øst så Gabel kunne nærme sig svenskerne. Kl. 3 kom han på skudhold og kl. 16 var kampen i fuld gang.

 Svenskerne blev stærkt beskadiget, men mørket afbrød kampen. Wachtmeisters flagskib var synkefærdigt og det var ham umuligt at slippe bort. Om natten løb han ind i Kieler Bugt og vidste ikke bedre end at sætte skibene på grund. Om morgenen fandt "Løvendals Galej" den svenske flåde. Svenskerne hejsede parlamentærflag og de danske skibe sendte Chalupper ned til dwem. Wessel opdagede at Wachtmeister var i gang med at skyde grundskud på sine egne skibe (skud i vandlinien der får skibene til at synke) og sendte ham en chalup med besked om at hvis han fortsatte med at ødelægge sine skibe (nu danske priser) ville den danske admiral ikke skåne hans folk. Svenskerne stopede da også ødelæggelsen. Kl. 16 den 22. april kom Wessel med grev Wachtmeister, der overgav sig med hele sin styrke til Gabel. De fleste af de svenske skibe blev bragt flot og indgik herefter i den danske flåde. Ca. 1600 mand blev taget til fange. Svenskerne havde 350 døde og danskerne 300. Gabel blev af kongen udnævnt til viceadmiral.

Hærene: 

I årene 1713-14 koncentrerede alliancepartnerne Rusland og Sachsen sig om de svenske fæstninger, Stettin og Stralsund. Russerne var interesseret i Stettin og Sachserne Stralsund.  Efter en fælles landgang på Rügen fortsatte russerne mod Stettin og Sachserne forstærkede den indeslutning af Stralsund som var i forvejen og de monterede også noget belejrings-artilleri. Men ellers forsøgte man at forhandle sig tilrette med svenskerne og var ved at sælge støtten til Danmark i Gottorp -spørgsmålet indtil  Fr. IV lagde pres på sine 2 partnere.

Efter at Carl XII var ankommet til Stralsund var der sat stor kraft ind for at forstærke fætningsværkerne. På Dänholm og ved kysten blev der opsat batterier og forsvaret talte rytterbevæbningen og fodfolksbesætninmgen på 6.000 mand hvortil kom borger væbningen. 

Belejringsstyrken omkring Stralsund øgedes stærkt. Fra Vest kom den danske hær og fra Øst den danske hær. Den 14. juli 1715 forenedes de to hære foran Stralsund. Ialt bestod belejringshæren nu af 50.000 mand. For at indeslutte fæstningen fuldkommen skulle Rügen erobres og afspærringen gennemført fra søsiden. Her skulle flåden komme til hjælp. 

Samtidigt var admiral Raben løbet ud med den dansk-norske hovedflåde. Med denne forenede Gabel sig efter at have eskorteret Sehedsteds flotille med skytspramme, lavtgående skibe med et meget stærkt artilleri, til brug for bombardement på Rygen.  Den ledsagende flåde stod til havs da der kom melding om at en stor svensk flådestyrke på 21 orlogsskibe var på vej. Sehedsted var overladt til sig selv, men han sejlede sin flotille ind på grundet vand hvor de store svenske skibe  ikke kunne nå den og herfra sendte han en del af sine skytspramme frem mod svenskerne med det resultat at disse efter 3 timers kamp vendte om og gik til søs. Fra vestsiden var det nu også galt. Her kom den Stralsundske eskadre med selve Carl XII ombord og Sehedsted måtte kæmpe endnu 3 timer før han fik fordrevet dem. 

Sehesteds flotille støttede deallierede styrker på Rügen trak sig efter på ordre fra Carl XII tilbage mod Stralsundfæstningen. Imens var et stort søslag under opsejling udenfor Rügen. Admiral Rabens flådestyrke havde fået forstærkning fra København således at han nu rådede over 21 linieskibe. Den 7. august fandt han den svenske flåde på 20 linieskibe ved Rügens østkyst. Raben åbnede ild kl. 13 og snart var flåderne indhyllede i tæt røg der drev ned mod de svenske. Kl. 16 var den svenske flåde så medtaget at den begyndte at bære fra- det kunne mærkes at den svenske ild sagtenes, men desværre kunne en afgørende dansk sejr ikke gennemføres da ammonutionen begyndte at slippe op. Tabene var næsten lige store, ca. 500 mand på hver side, men ødelæggelserne på den svenske flåde var større end på den danske. Den øjeblikkelige opgave, at skaffe Sehedsted frie hænder, samt at skaffe mulighed for at føre en transportflåde, der lå i Grønsund med belejringsartilleri til bekæmpelse af fæstningen Stralsund -  til Rügen. 

Et par fregatter blev sendt efter den flygtende svenske flåde, "Højenhald" og "Hvide Ørn" med Wessel som kaptajn. Det lykkedes Wessel at indhente det bagerste af de orlogsskibe. Der udspandt sig en løbende fægtning- svenskeren forsøgte at flygte, Wessel fulgte efter indtil 3 andre svenske skibe kom til hjælp og Wessel måtte opgive.  

Sehedsted fik ved hjælp af en svensk lods sejlet transportflåden med belejringsartilleri gennem et ellers spærret løb løb, Westtief, der qav adgang til rheden ud for Stralsund. Her lå en del svenske skibe- Sehedsteds fregatter gik løs på dem og tilføjede dem stor skade og splittede dem og afskar dem fra Stralsund.  Belejringsartilleriet nåede Stralsund i begyndelsen af november 1715.

 Angrebet på Stralsund startede i oktober, varede hele november og sidst i december 1715 forlod Carl den XII Stralsund ad søvejen og fredsforhandlingerne begyndte. Juleaftensdag tog kong Frederik den IV Stralsund i besiddelse.

Af Sveriges besiddelser i Tyskland var nu kun Wismar tilbage. I begyndelsen af marts 1716 var vejrforholdene således at at de allierede kunne påbegynde belejringsarbejdet og til selve gravearbejdet anvendte man de mecklenburgske bønder. Efter korte kampe overgav kommandanten fæstningen den 19. april 1716.   

Svenskerne var nu fordrevet fra Nordtyskland.

Afsnit XI      Felttoget i Norge 1716 

 Ved kong Carl XII hjemkomst til Sverige var man i København godt klar over at dette var ens-betydende med et snarligt angreb på Danmark og man fik da også travlt med at få tropperne hjem fra Tyskland. Rygtet vidste da også, at Carl XII samlede en hær i Skåne for at gå over til Sjælland.  Sverige havde på dette tidspunkt af sine besiddelser i Tyskland kun Wismar tilbage, og den ville også snart falde i de allieredes hænder. Carl XII måtte være forberedt på at hans fjender ville vende sig mod selve Sverige. For at komme fjenden i forkøbet ville han selv angribe og det mål han satte sig var erobringen af Norge.  Muligvis havde han tænkt sig at tage Norge som pant for ved den endelige fred at at kunne forhandle sig dele af sine tabte provinser tilbage ved at give den del der ligger Vest for Glommen; Resten ville han så indlemme i sit rige. 

Den norske hær bestod af 8 fodfolks- og dragonregimenter, 7 artillerikompagnier og regimenter af forskellige våben, landdragoner og reserver til de forskellige regimenter. Alt i alt talte den norske hær 20.000 mand, men når fjenden kom i landet kunne man udnytte hele beforlkningens  værnekraft ved at indkalde Landstormen. Herudover var 3 regimenter sendt til Danmark.

Carl XII valgte vinteren 1716 til angreb på Norge ved bl.a. at benytte de tilfrosne vanddrag inde i Norge som forbindelseslinier. Forplejningen af den svenske hær kunne blive et problem på denne årstid, men det så man bort fra da han ikke regnede med at møde synderligen modstand, så at felttoget kunne blive afgjort på ganske kort tid. Allerede i begyndelsen af februar 1716 begyndte han at samle en hær som han selv ville føre over Norges grænse fra Holmedal og fra Wänersborg. I største hemmelighed var Carl XII rejst fra Skåne til hæren - det gjaldt om at overraske modstanderen. Af denne grund mente kongen også at kunne nøjes med en forholdvis lille hærstyrke som ikke medførte andet artilleri end sine regimentskanoner.  Den 8. marts red kongen over grænsen med 7 kompagnier fodfolk og dragoner. De norske styrker i området blev forskrækkede og de norske generaler trak de norske styrker tilbage for at samles omkring Christiania.

 Kong Carls mening var at bryde lige igennem og gå lige løs på Christiania men så indtraf noget som hann ikke havde beregnet. " Vor Herre som ville frelse landet lod falde så meget sne og tilligemed storm at han nolens volens måtte blive under fjældet" . Carl XII måtte fortryde, at han var begyndt felttoget med altfor få kræfter.  De svenske soldater havde svært ved at arbejde sig gennem sneen og da man prøvede at komme til Christania via den tilfrosne Bundesfjord, men da man var målet nær slog en hæftig kanonild fra det gamle grå slot, Akershus, ned over tropperne som hurtigt måtte søge ly bag småøerne.  

Imidlertid nåede svenskerne ind i Christiania. Fra Akershus skød man ned gennem gaderne og de norske artillerister hindrede svenskerne i at bane sig vej til fæstningen gennem husene. Carl XII måtte afvente ankomsten af belejringsartilleri fra Gøteborg- hvordan det skulle komme derop var ikke godt at vide, da landevejen vbar umuligt og kongen var ikke herre over søvejen. For Carl XII var situationen ved at blive uhyggelig. Belejringsartilleriet ventede han forgæves , mod Akershus kom han ingen vegne og forsøg på at angribe ad nye veje nordfra blev afvist af de norske bønder.  Værst var det dog at forbindelsen til moderlandet hang i en tråd- nye forsyninger blev opsnappet af danskerne.

De norske styrker blev den 17. april forstærket med de 3 norske regimenter, der før var sendt til Sjælland for at styrke forsvaret af København og nye norske reserver mødte op. Carl XII indså nu at han hans stilling var uholdbar og i ilmarch forlod den svenske hær Christiania og søgte mod Glommen som han passerede og slog lejr vest for Frederikshald. Frederikshald var således afspærret fra det øvrige Norge. Svenskerne slog bro ver Svinesund og havde nu gennem Bohuslen forbindelse med hjemlandet. Det gjaldt nu om at forhindre at de svenske transporter af ammunition og proviant gennem skærgården. Den 1 maj slap en svensk konvoj gennem den danske blokade.

Peter Wessel. der nu var adlet og bar navnet, Tordenskjold roede i en chalup efter svenskerne og måtte konstatere at konvojen nåede frem igennem til Dynekilen, den smalle fjord ca. 6 km. nord for Strømstad, hvorfra forsyningerne kunne føres over land til til den svenske hær.

 Tordenskjold fik herefter ansvaret for bekæmpelsen af de svenske forsyningskonvojer og fik  overladt roflotillen, der var vendt hjem fra Binnenwassser, til at besejle skærgården og søge at nå ind i Dynekilden efter konvojerne.

Carl XII slog sig til ro i lejren ved Frederikshald. Den russiske Czar og Frederik IV forberedte landgang i stor stil i Skåne. Svenskekongens første forsøg på at erobre Norge. Han ville begynde forfra , denne gang mere systematisk ved førstat erobre byen Frededrikshald med fæstningen Frededriksten. Fæstningen havde voldt svenskerne megen besvær, havde tvungen til store omveje og været udgangspunktet for flere norske engagementer. Blev Frederiksten erobret fik man sikker forbindelse med Sverige- men det måtte ske hurtigt, kongen havde hverken tid eller midler til en belejring.

 Frederiksten var en udpræget klippefæstning, bygget af granit og med fremskudte værker(batterier).

 Natten til den 4. juli overfaldt svenskerne byen. Trods angreb fra flere sider mislykkedes angrebet på selve fæstningen og svenskerne flyttede angrebet til selve byen. Da de norske tropper havde rømmet byens huse kunne fæstningens artillerister gribe ind. Carl XII havde ikke artilleri med og kunne derfor ikke besvare ilden. Fra fætningen forsøgte man derefter st skyde husene i brand. Den voldsomme bombekastning ryddede godt op blandt svenskerne, kongen selv blev lettere såret og en general blev dræbt ved hans side. Kong Carl gav ordre til art rømme den brændende by. Over en trediedel blev efterladt døde eller sårede mellem Frederikshalds rygende tomter. Nordmændenes tapre modstand og selvopofrende fædrelandskærlighed havde bragt kong Carl  et alvorligt nederlag.

I starten af juli var Tordenskjold som før nævnt sejlet afsted med sin lille eskadre af fregatter- galejer og kanonbåde, samt stykspramme ( bombarderfartøjer). Da han nåede ud for Strømstad fik han at vide at fjendens galejer ( skærgårdsfregatter) og forsyningsskibe lå i Dynekilen. Hvis han kunne tilintetgøre disse skibe med forsyninger, ville han umuliggøre en belejring af Frederiksten og gøre den svenske hærs forsyningsforhold endnu sværere.

Om morgenen den 8. juli nåede Tordenskjold indløbet til Dynekilden. Han fordrev de svenske galejer, der hold vagt der og løb ind i fjorden med stykprammene forrest,  det var det stærke artilleri han havde brug for til start til at bekæmpe fjendens batterier påsmåøerne. Tordenskjold angreb med det samme forsyningsskibene og kl. 12 var kampen til ende. 

Størstedelen af besætningerne flygtede i land og resten blev taget til fange. Tordenskjold tog straks de erobrede skibe under sin kommando og skyndte sig at komme bort med byttet inden der kom hjælp fra den svenske hær. Den unge fregatchef havde udført en af den dansk/norske søkrigs-histories stolteste bedrifter. For Carl XII var nederlaget afgørende. Det umuliggjorde ikke alene angrebet på Frederiksten, men også den svenske hærs forbliven i Norge. Den 9. juli brød den svenske hær op og forlod landet. Tordenskjold blev efter hans dåd kaldt til Frederik IV og blev som blønning udnævnt til kommandør. Fra Kronborg blev der på kongens ordre affyret en kanonsalut på 3 x 27 skud da Tordenskjold passerede forbi - en kongelig kanonsalut.

 Afsnit XII     Russerne i Danmark

 Medens Carl XII krigede i Norge var der på andre fronter trukket uvejrsskyer sammen om hans rige.

Danmark havde ikke før nu villet gå med til czarens forslag om et fælles angreb mod Sverige, fordi Fredrik IV måtte have fuld sikkerhed for landets sydgrænse. Dette var nu opnået. Den sidste svenske besiddelse i Nordtyskland var falden Hannover og Preussen var trådt ind i alliancen og gottorperne uskadeliggjort. Tidspunktet til at gøre alvor af den russiske plan måtte være inde, og den stadige fare for Norge gøre dens gennemføreelse dobbelt ønskelig. Russrne var klar, de havde en hær stående i Mecklenburg og dets flåde var holdt rede.

Czaren og Frederik IV fik den 3. juni 1716 en traktat i stand i Altona, hvorefter czaren skulle angribe Sverige fra Øst med 20.000 mandog til landgangen i Skåne sende 40 bataljoner og 2000 ryttere til Sjælland. Endvidere stod i trakaten at konbgerne af Preussen og England skulle anmodes om at beskytte Danmark hvis Frankrig greb ind til fordel for Sverige. 

Først i juli nåede den engelske flåde under admiral Norris til Sundet. Efter forhandlinger med den engelske regering blev det udvirket at Norris skulle støtte Hærens overgang til Skåne.

Men samlingen af de russiske og danske hære på Sjælland tog tid. Der skulle nu overføres langt flere tropper end under Skånske Krig og under felttoget i 1909-1710. De danske tropper skulle fragtes over bælterne og de russiske hære fra Mecklenburg, Polen og Libau over Østersøen til Falster.

Den 15 juli ankom Czaren til Nykøbing hvor han blev indkvarteret i postmesterens hus og næste dag tog han ud til Guldborgsund hvor han ville modtage sine galejer. Galejerne ankom til Nykøbing og den lille by blev helt oversvømmet med russere og i løbet af et par timer var alt spiseligt og drikkeligt forsvundet. Næste dag gik czaren ombord og sejlede til København.

Czaren og hans hustru holdt et pragtfuldt indtog gennem Vesterport den 23. juli. De fik anvist en gård som hvor Prinsens Palæ nu ligger. De russiske tropper blev efterhånden som de ankom ind-kvarteret i store lejre udenfor byen. Frederik IV skulle meget have sig frabedt at have dem indenfor voldene. Kort efter Csaren nåede også den russiske flåde til Københvn med 16 linieskibe, 3 fregatter m.m. Foruden den russiske flåde lå også den engelske flåde under Norris på Rheden, så at man sammen med den danske flåde var svenskerne langt overlegne til søs.

Så lngt så godt - men nu begyndte interne vanskelligheder mellem de forskellige nationer med hensyn til kommandoforhold over de samlede hær- og flådestyrker. Værre blev det da czaren kritiserede de danske generaler. Og ndnu værre blev det da man skulle diskutere selve operationsplanen. Russerne erklærede at det var for sent på året til at foretage nogen landgang i Skåne. Danskerne protesterede mod at udsætte angrebet til foråret 1717. Det ville være umuligt at samle den meget store transportflåde igen og de mange fremmede tropper i landet pålagde kongen og hans folk umådelige byrder. Transportflåden alene koste danskerne 40.000 rigsdaler om dagen og czarens forslag om at lade største delen af de russiske tropper overvintre i Danmark ville være økonomisk uoverkommelig. Da det således ikke var muligt at komme nogen vej med czaren var der ingen anden udvej for Frederik IV end at bede czarenn lade sine tropper sejle bort igen og iøvrigt blot lade træffe aftaler med ham for næste år. Dette gik czaren ind på og en måned efter havde de russiske tropper  forladt landet. Ekspeditionen til Skåne blev opgivet .

Den stolte flåde, der skulle have tilintetgjort den svenske sømagt og kastet en mægtig hær ind i Sverigevar nu splittet og store pengesummer var til ingen nytte udgivne og et kolosalt arbejde spildt.  Det dansk/russiske samarbejde var i de seneste tider kølnet af - nu stod det under frysepunktet.  

Afsnit XIII   Den sidste kamp om Norge.

Forhandlingerne med Czaren om angående planerne for 17117 havde ikke ført til noget afgørende resultat. Czaren tilbød vel med sin samlede magt at angribe Sverige fra Øst når Danmarksamtidigt angreb Skåne, men fordrede til gengæld hjælp fra den danske flåde. Dette sidste mente Frederik IV ikke at kunne gå ind på, derimod søgte han at få hjæp af den engelske flåde. Bag ryggen af Danmark stod der fredsforhandlinger mellem Sverige, England og Rusland. De kunne heller ikke blive enige så når det kom til stykket var var der mere udsigt til virkelige krigsforetagener fra Ruslands side end fra Englands. I efteråret 1717 besluttede man at genoptage forhandlingerne med Czaren. 

 Der var ingen tvivl om at Carl XII planlagde et nyt felttog mod Norge. Angrebet kom dog ikke endnu og større krigsbegivenheder forefaldt ikke i 1717. Den norske hær blev forstærket med danske bataljoner og den norske grænse blev bevogtet.

Tordenskjold, der fra midten af november 1716 havde fået kommandoen over "Nordsøeskadren" havde ikke blot fået afhjulpet manglerne ved sin eskadre, men også fået skaffet sig en særlig stor soldateskesamt rigelig ammunition for udførelse af den plan han længe havde ruget over. Han ville hindre de svenske skibe i at løbe ud fra Gøteborg og han ville ødelægge alle skibene i Gøteborgs Havn.

Angrebet på Gøteborgs Havn.

Tordenskjold iværksatte angrebet på Gøteborg om aftenen den den 10. maj. Stykprammene sejlede forrest og kl. 23 faldt de første skud fra fæstningen Ny Elfsborg i Gøtaelvens udmunding. Da det blev lyst skød svenskerne fra både de opankrede skibe og fra fæstningen og batterier på de omliggenbde øer. Efter en gensidig kanonade måtte Tordenskjold give ordre til tilbagetrækning. Efter kampene blev Tordenskjold liggende indtil den 26. maj hvor han returnerede til Norge.

Angrebet på Strømstad.

For at sikre at det næste angreb på Norge skulle lykkedes traf Carl XII nu omfattende forberedelser for at sikre forsyningsforbindelserne til hjemlandet. Transporterne skulle gå ad søvejen fra Gøteborg til Strømstad, der blev hovedmagasinplads og herfra over land til Svinesund, hvor en en lille fæstning, Sundsborg, blev anlagt.

Herfra kunne en broslagning over Svinesund dækkes. Transporten kunnme også gå over land fra Strømstad til Iddefjord. Først når kongen således var vis på at kunne få artilleri og andrefornødenheder fremville han belejre og erobre Frederiksten og dermed have fri passage ind i Norge. De norske generaler byggede en skanse lige overfor Sundsborg på den nordlige side af sundet.

Tordenskjold fik ordre til at hindre fjendens transporter. For Tordenskjold stod det helt klart at Strømstad var knudepunkt for hele den svenske forsyningstjeneste og at ødelæggelse af byen med dens magasiner ville være af stor betydning. Han sørgede for at forøge sin soldateske og ammmunition og efter at have samlet sine skibe ved Frederiksstad og den 15. juli 1717 ankrede han op med sine større skibe udenfor Strømstad. Skytsprammene og en del galejer var ikke nået frem så angrebet kom i gang med een skytspram og et par galejer.  Kommandanten i Strømstad havde anlagt flere batterier til beskyttelse af havnen på øerne udenfor. Et stort batteri på Laholmen og 2 mindre inde i havnen. Tordenskjold angreb batteriet på Laholmen fra flere sider. Men uheldet forfulgte angrebet, det var nærmest vindstille så skibene måtte varpe sig frem. Skytsprammen med sine galejer nåede frem og lammede flere gange batteriet.   Men svenskerne sendte hver gang friske besætninger til batteriet, og til sidst måtte skytsprammen opgive kampen og varpe ud igen. Ud på morgenstunden nåede orlogsskibene frem og åbnede ilden og mandskabet blev 3 gange drevet væk fra kanonerne på Laholm. Tordenskjold selv og 2 galejer med 300 infanterister gik frem for at gøre landgang på Laholm. I det øjeblik da galejerne nåede øen væltede det med svenske skytter ned fra bjerget - de lagde sig bag klipper og sten og beskøb folkene i galejerne og Tordenskjold selv blev såret i skulder og det ene lår. Landsætningen blev afslået med store tab og hele angrebet mislykkedes. Tordenskjold sejlede tilbage til sit skib og befalede at kampen skulle afbrydes og kursen sættes mod Frederikstad, men Tordenskjold vente tilbage til farvandet ud for strømstad en måned senere. 

Det svenske angreb på fæstningen Frederiksten og Trondhjem.

Carl XII havde givet sig god tid til at forberede sit nye angreb på Norge. Ud over velforsynede magasiner i Strømstad oprettes andre i Wärmland og Jämteland. Allerede i 1717 havde svenskerne transporteret både over land fra Strømstad til Iddefjord hvorved transporter kunne føres over fjorden til Idsletten hvorfra adgangen til Frederiksten var let. Nordmændene førte ligeledes både over land til Frederikshald, da Svinesund var spærret af svenskerne ved fæstningen Sundsborg. I Juli - august 1718 kom det til flere småkampe mellem de norske og svenske fartøjer. I den følgende tid slæbte begge parter flere fartøjer og både over land, nordmændene til Frderikshald, svenskerne til Pilegården på Iddefjordens vestlige bred, hvortil det under uhyre besvær lykkedes dem at få en bestykket helgalej transporteret.

Erobringen af Norge ville Carl XII gennemføre ved et dobbeltangreb, et hovedangreb i det søndenfjældske og et mindre angreb i det nordenfjældske.

Angrebet på Tronhjem.

I slutningen af august 1718 samledes 8000 mand i Jämteland ved hovedvejen til Trondhjem. Den 4. september satte svenskerne sig i bevægelse mod den norske grænse og derefter gennem Værdalen langs Suurelven. Efter 8 dages vanskellig march nåede angriberne de første norske skanser. Efterretningerne om indfaldet i Tronhjem Len vakte stor bevægelse i Christiania. Dragonkompagnier og et par bataljoner blev straks sendt til hjælp og 3 fregatter med nåede Trondhjem samtidig med at svenskerne stod lige udenfor byen.

Tronhjem er på tre sider omgivet af Nidelven og af fjorden. På den fjerde side var anlagt en skanse. Øst for byen lå fortet Christiansten og i fjorden fortet Munkholm. Byen var således godt beskyttet. I slutningen af november blev den svenske general klar over at byen ville blive vanskellig at indtage. Han besluttede d at gå i lejr en dagsmarch udenfor byen og afvente at Nidelven frøs til, så han lettere kunne angribe Trondhjem. Natten mellem 11. og 12. december blev Carl XII dræbt i løbegraven foran Frederiksten og da efterretningen herom nåede Trondhjem blev der afholdt krigsråd hvor man vedtog, at korpset skulle marchere tilbage til Sverige. Det brød umiddelbart op og marcherede over fjældene mod Jämtland.  Undervejs i de skovløse fjælde blev korpset overfaldt af en voldsom snestorm med stærk frost der varede i 3 døgn. Mange af soldaterne savnede modstandskraft og bukkede under af overanstrengelse og kulde og kun få nåede tilbage til Sverige.

 Angrebet på Frederiksten.

Carl II havde i det søndenfjældske samlet en styrke på 37.000 mand hvori var et meget talrigt rytteri. Den 8. november satte han angrebet i gang og red selv i spidsen med fortravet og 900 ryttere. Den 15. nåede man frem til Iddefjorden og overværede de sidste kampe mellem flotillerne på Iddefjorden. Fæstningen Frederiksten blev omringet og efter 12 dage kom det svenske rtilleri frem til kamppladsen. Mod slutningen af november sendte kong Carl et rytterkorps på 3000 ryttere mod de norske tropper ved Høland. De fåtallige norske styrker trak sig tilbage og rytterkorpset opløstes i små grupper der søgte skaffe sig noget forplejning. Det var vanskelligt at finde foder til hestene og terrainet egnede sig ikke til store rytterstyrker. I stedet for bare at holde Frederiksten indesluttet af en mindre styrke, bestemte Carl XII sig for at belejre og erobre denne fæstning.  

Frederiksten, der var sat i omhyggelig stand, var vel provianteret og havde en fuldtallig besætning der for langt den største del var veluddsnnede og hærdede soldater. Fæstningens udenværker der denne gang fik betydning havde Overberget  (c) 200 mand, Stortårnet (b) og Gyldenløve (a) hver 20 mand.  Kong Carls plan gik ud på først at bemægtige sig det lille forværk Gyldenløve og derefter fortsætte angrebet mod den nærmest bagved liggende del af selve fæstningen.  Arbejder blev sat i gang beskudt med ringe virkning af forsvarerne, hvis observationer blev hæmmet af de lange mørke nætter og en hyppig tåge om dagen. Den 6. november kunne svenskerne åbne ilden fra 3 kanonbatterier og efter 3 dages skydning erobredes Gyldenløve af en stormkolonne med kong Carl i spidsen. Kongen havde dag og nat fulgt angrebsarbejderne og for bestandigt at være ved hånden ladet sammentømre en lille transportabel hytte i en forreste løbegrave 

Søndag den 11. december havde kongen været til eftermiddagsgudstjeneste i lejren i Tistedalen. Han vendte tilbage til ved mørkets frembrud og begav sig op i den sidst anlagte parallelgrav for at følge det nye arbejde, der nu skulle begynde (løbegraven ved pkt i - lige ovenfor Frederikstens yderste volde, hvor kuglerne fra de tre norske batterier slår ned). Nogen tid efter, at arbejdet var begyndt lagde han sig op på den indre brystværnsskråning med hovedet og en del af overkroppen ovenover brystværnet.

På trods af at han blev advaret, blev han liggende på brystværnet indtil han blev ramt af et øjeblikkeligt dræbende skud tværs igennem hovedet.

 Trods forsøgene om at hemmeligholde kongens død, bredte efterretningen om denne sag sig hurtigt i den svenske hær. Angrebsarbejderne gik straks i stå og de øverste svenske generaler vedtog i et krigsråd at belejringen skulle ophæves og hæren trækkes tilbage fra Norge. Den drivende kraft i erobringstoget var borte.

I Frederiksten havde man straks opdaget at angrebsarbejderne var standsede, Af en desertør fik man vide at angrebet var opgivet. Da den norske overkommando erfarede den svenske konges død, skyndte Tordenskjold sig før alle andre sig afsted med nyheden til København, hvor kong Frederik blev så glad, at han på stedet udnævnte Tordenskjold til schoutbynact (kontreadmiral).

Afsnit XIV   Krigens Afslutning.

Ved Carl XIIs død voksede i Danmark håbet om at kunne bevæge Sverige til fred og få en ende på¨den langvarige og ødelæggende krig af hvilken alle var dødtrætte. Men der skulle gå 5 år år før Danmark/Norge og Sverige samt stormagterne England, Rusland og Frankrig, samt Hannover og Preussen interresser kunne imødeses og landområderne Østersøen rundt kunne fordeles, før dette var tilendebragt kunne en fredsaftale ikke underskrives.  

 Den 19. januar 1719 besteg arveprins Frederik af Hessen, der var gift med Carl XII´s søster, besteget den svenske trone. og fra dansk side søgte man nu på enhever måde at skaffe sig underretning såvel om tilstanden i Sverige som navnlig, om der hos den nye regering var tilbøjelighed til fred. Det viste sig at det var der sikkert ; Sverige førte ikke alene fredsforhandlinger med Rusland, men også med England og Hannover, blot overfor Danmark var der ikke antydning af fredsforslag- hvorimod den svenske regering traf forsvarsforanstaltninger. Frederik IV sendte sin generaladjudant Oberst Løwenørn til Stockholm for at diplomatiets vej kunne få indledt fredsforhandlingerne. Det lykkedes ikke . Der var en afgrund mellem hvad man fra dansk side forlangte og fra svensk side ville yde.  Ville svenskerne ikke fred med det gode, var der vel ingen anden udvej end at tvinge dem.

General Gabels forslag om fra den norske sydgrænse at rykke ind i Sverige der vandt gehør. Det var ikke så lidt der krævedes for at sætte en hær på 30.000 mand i bevægelse. Kongen ankom til Christiania i slutningen af juni 1719. Operationerne begyndte. Fra Budde skulle et korps rykke ind i Sverige og et andet korp skulle gøre landgang i egnen ved Marstrand/Gøteborg. Hovedhæren skulle rykke mod syd over Svinesund. Operationerne skulle støttes af flåden. Da hovedkorpset med 16.000 mand havde passeret Svinesund proklamerede kongen at hans hensigt kun var at bringe svensk regering til at slutte fred. På svensk side blev Gøteborg og småfæstningerne bragt i stand til at modtage et angreb. Strømstad blev rømmet, de resterende beholdninger blev ødelagt og magasinermed indholdt af kanoner og ammunition brændt af.Ligeledes blev de svenske krigsfartøjer og transportfartøjer sænkede, ødelagte og ødelagte af ild. Danskekongen tog nu kvarter i Strømstad og nu skulle byen være dansk/ norsk støttepunkt og magsinplads. Marstrand nåede invationshæren ikke i denne omgang- men det var der en anden der gjorde.

Allerede i foråret havde Tordenskjold fået ordre til at tage kommandoen over en eskadre for at blokere Gøteborg. Den 10 juli 1719 lod Tordenskjold en del af sine skibe blive ud for Gøteborg og sejlede med resten til udløbet af Uddevalla Fjord, inden for Marstrand. Her forhindrede han svenske indfødte soldater fra fastlandet over tuil Marstrand og dennes højtliggende stærke kastel, Carlten, og ved forhør fik han at vide at de svenske krigskibe,  der lå i Marstrand Havn var uden besætning.

Den 20. juli havde Tordenskjold samlet skytspramme og mindre fartøjer, samt et landgangskorps på omkring 800 mand og han anlagdet batterier på Koøen udfor Marstrand Havn. En parlamentær blev sendt til kommandanten på Carlsten med opfordring til at udlevere de største af de svenske skibe mod at Tordenskjold lovede at skåne Marstrand By. Da dette tilbud ikke blev modtaget af kommandanten, lod Tordenskjold 2 af sine skytspramme gå frem til til indløbet til havnen og åbnede en voldsom ild, samtidigt med at han selv med 8 chalupper styrtede løs på det lille svenske batteri, der forsvarede indløbet. Fra Carlsten forsøgte man nu at skyde sin egen eskadre i sænk. det lykkedes for de flestes vedkommende, men Tordenskjold fik dog slæbt 2 fregatter og 2 skytspramme ud. De øvrige svenske skibe lå på havbunden, kun mastetoppene ragede op. Tordenskjold skød videre mod fæstningen og han lod også sine skytpramme nærme sig og fortsatte beskydningen af fæstningen. Tordenskjold sendte en parlamenteær til den svenske kommandant og skrev at han ikke ville forlade stedet uden at hve erobret Carlsten.  Iøvrigt var der 2000 soldater undervejs for at forstærke hans angreb. Kommandanten afholdt krigsråd med sine officerer og de vedtog at overgive fæstningen. Da kommandanten kom hjem blev han stillet for en krigsret, blev dømt og henrettet. Tordenskjolds raske sømandsdåd vakte stor glæde i Danmark og i Norge. Alle kender historierne herom hvorledes Tordenskjold klædte sig ud som fisker, vildledte de svenske officerer ved at lade d samme soldater pradere i forskellige gader, som svenskerne passerede. Tordenskjold blev belønnet med at kongen udnævnte ham til viceadmiral. Han var da 28 år. 

Tordenskjolds næste opgave var Gøteborg, dets havn og hovedforsvaret for denne mod søsiden. Forsvarsforanstaltningrne ved Gøteborg var imidlertid mere effektive nu end de havde været da han i 1717 foretog sit sidste angreb på havnen. Der var anlagt flere batterier langs rheden og havnen foruden de fremskudte forter, navnlig Ny Elfsborg var sat i fuld forsvarsstand.

Ny Elfsborg alene måtte være det første mål for et angreb.DFortet kunne angribes fra tre sider- den fjerde side var beskyttet af indre batterier. Tordenskjold satte det sværeste skyts til at beskyde fortets andre sider. Han anbrgte batterier på øer og holme på nært hold af fortet. Angrebet var indledt 1. august 1719. Skydningen var voldsom fra begge sider. Om eftermiddagen traf en bombe fortets krudtkammer og for en kort tid blev kamppladsen indhyllet i røg. Skydningen blev ved. Tabene på de danske skibe blev meget betydelige, så om eftermiddagen sendte <Tordenskjold en parlamentær med opfordring til fortet om overgivelse. Tordenskjolds brev kom uåbnet tilbage med en besked " der var værdig en Carl XII's kriger" . Tordenskjold trak om aftenen sine skibe tilbage og han selv tog afsted til Marstrand for at aflægge melding til kongen. Kommandørkaptajn Hoppe overtog kommandoen imens. Om morgenen sendte Hoppe et par skibe frem for at understøtte skytsprammene. Skydningen fortsattes og fjenden var igang med at bygge batterier på nordsiden af fortet.Næste morgen begyndte svenskerne en voldsom kanonade fra de nyoprettede batterier. Fjenden kom også ud fra Gøteborg med en fregat og 3 galejer. Svenskerne fik nu overtaget og kampen var hermed afsluttet. Tre dage og nætter den voldsomme kamp varet. Landartilleriet havde igen vist sig at være søartilleriet overlegent. Tabene havde været store på begge sider. Ny Elfsborg mistede en trediedel af sin oprindelige besætning. 

 I england havde Carl XII død hurtigt vakt en stemning for fredad forhandlingens vej. For kong Georg som kurfyrste af Hannoverkom det an på at beholde Bremen og Verden. Sveriges tyske besiddelser skulle afstås til de magter som nu havd dem i besiddelse. Dermed ville Danmark få Rygen og Forpommeren. Det sidste vakte modstand fra Frankrigs side, så kong Georg måtte svigte Danmark. England vr også bange for at Danmark sluttede sig nærmere til Rusland og ville krydse englands planer om en fred som det passede engelsk politik. Men forhandlingerne med England måtte fortsætte thi Hannover og Preussen var allerede i gang med fredsforhndlinger og England stod endog i begreb mned at gøre et forsøg på at få forbund med Sverige mod Rusland. For at støtte disse bestræbelserankom i begyndelsen en engelsk flåde igen under admiral Norris til København. Man tænkte sig muligheden af at få forenet en dansk og en svensk flåde sammen med den engelske skulle ødelægge den Russiske Flåde. Englænderne ville fjerne truslen mod deres handel i Østersøområdet.

22. juli, 3 dage efter Tordenskjolds angreb på Marstrand, gjorde Czaren angreb på den Svenske Østkyst og gjorde derefdter en række ødelæggelseshandlinger der først afsluttedes i august 1719. Sverige sluttede da hurtigt fred med England og Hannover. Samtidigt kom en lille russisk flådeafdeling til Køge Bugt, og czaren lod admiral Norris forespørge hvad meningen egentlig var med hans flåde.  Situationen blev mere og mere spændt for den danske regering og endnu flere tilnærmelser skete mellem de forskellige parter og ingen nærede tillid til hinanden.

I begyndelsen af august 1719 lod kong Frederik IV marchere tilbage fra Sverige og Norge.Hvad var4 grunden til hele det store foretagende, som nu pludselig blev opgivet. Kongen vbidste at England fulgte hans felttog med dyb uvilje og på Czaren kunne han ikke stole. Kong Georg havde erklæret at vilde blive meget ilde berørt hvis kong Frederiks mål var at brænde den svenske flåde i Gøteborg og dermed ødelægge havnen. Gøteborgs Havn havde overordentlig betydning for Englands handel med Sverige. Fredsforhndlingerne mellem parterne  fortsatte men pludselig blussede kampene op for sidste gang. Det var Tordenskjold der var på spil igen. Hans eskadrte til blokering af Gøteborg Havn bestod fra midten af september kun af 3 orlogsskibe og nogle mindre fartøjer. I nærheden af denlille eskadre lå dog sammen med en dansk galej nogle koffardiskibe og to skytspramme. Svenskerne havde fået nys om at disse fartøjer lå ret isolerede, de ovrrumplede dem og førte dem natten til 12. september ind til Gøteborg. Dette skulle naturligvis hævnes. og Tordenskjold besluttede at overrumple Gøteborg Havn, tage de mistede fartøjer tilbage og opbrænde hvad der ikke kunne slæbes med. Fort at komme ind i havnen skulle mn ikke alene forbi Ny Elfsborg, men også forbi flere batterier og en spærring af sænkede fartøjer udenfor havnen. Planen var at nogle chalupper om aftenen skulle sejle ind i havnen og føre det egentlige angreb hvorefter Tordenskjold skulle følge efter med 3 galejer til henimod Ny Elfsborg for at tjene som rygstød. Om aftenen lod de sig drive af den svage vind og strøm for at afvente det videre forløb. Chalupperne nåede havnen før midnat og de gik straks løs på vagten hvorefter de vendte sig mod skibene i havnen, en svensk fregat og 2 mindre krigsfartøjer samt de 2 tagne danske fartøjer.

Angriberne gik straks i gang med at få nogle af fartøjerne slæbt ud af havnen gennem en åbning i spærringenog stikke ild på de andre. Ved midnat sprang en svensk galej i luften, hvilket fik Ny Elfsborg til at begynde en kanonade og Tordenskjold selv var nu tilstede. Endnu et svensk skib sprang i luften og noget senere fregatten som man forgæves havde forsøgt at få under sejl. Det lykkeds også at sætte ild til koffardiskibene. Om morgenen roede chalupperne tilbage bugserende en svensk galej det eneste af de svenske fartøjer som det lykkedes at få med. Tordenskjold havde fået hævn.

Tordenskjolds nye dåd blev slutstenen på de mange års Den 25. august 1719 fulgte kong Frederik de engelske henstillinger om åbning af fredsforhandlingerne med Sverige. Da begge parter var lige stejle og ikke ville give indrømmelser tog den engelske minister lord Carteret, sagen helt i sin egen hånd og den 15. marts 1720 afsluttede han fredspreliminærerne i Stockholm. Den danske regering var meget utilfreds med disses betingelser, men presset var for stærkt og kong Frederikfinde sig i det uundgåelige.Den 3. juli 1920 underskrev kongen fredstraktatet på Frederiksborg. Sverige skulle opgive sin toldfrihed i Sundet og guive 600.000 Rdl. som vederlag for at Fredrik IV tilbagegav, hvad han havde besat af svensk område, i Tyskland Rygen, Forpommeren og Wismar, i Sverige Marstrand. Ligeledes måtte Sverige love ikke at ville modsætte sig hvad England og Frankrig bestemte til gavn for Danmark med hensyn til Hertugdømmet Slesvig, ej heller at yde den den Holsten-Gottorpske hertug nogen hjælp til skade for den danske konge i denne sag. Kort tid efter at freden var sluttet kom et nødvendigt tillæg til den af England og Frankrig udstedte garantiakter for den danske konges besiddelser af Hertugdømmet Slesvig.

 Danmarks deltagelse i den Store Nordiske Krig havde ikke bragt, hvad Frederik IV oprindelig havde håbet, generhvervelsen af de tabte Danske og Norske provinser, eller blot en del af dem måtte opgives., dertil var det for stærkt i strid med stormagternes interesser. Hovedsagen var dog at hele Sønderjyllandvar blev samlet, at Danmark havde genvundet sin gamle historiske sydgrænse og at alle danske nu stod under dansk herredømme.  

Sønderjylland med Slesvig var nu en del af Danmark.

OBS afsnittet er under opbygning og redigering/PN