FREGATTEN        IVER HUITFELDT

 Nyhed !

Den første af de nye fregatter til Det Danske Søværn er nu søsat 

Slagets betydning for tiden efter ( kort fortalt)

 

 Den svenske general-admiral greve Wachtmeisters opgave var at ødelægge den store danske flåde, der ved sin tilstedeværelse i Østersøen besværliggjorde og forhindrede troppetransporter og øvrige forsyninger fra selve Sverige (Carlskrona) til de svenske tropper bl.a.  i besiddelserne i Svensk Pommern hvorfra felttog gennem hertugdømmerne Mecklenburg, Holsten, Slesvig kunne føres. Hvis disse hertugdømmer kom under svensk kontrol stod vejen til erobring af Jylland åben for de svenske generaler.  

 Dette forhindredes af kommandør Iver Huitfeldts dristige optræden, han kom først fra ankerpladsen med Dannebroge og forsøgte at komme om på modsatte side af den svenske linie- således at de svenske skibe kunne komme under dobbeltild fra Dannebroge og fra de øvrige af den dansk/norske flådes skibe. Denne udvikling overaskede Wachmeister. Han opgav sin mission,  opgav at angribe den danske hovedflåde, drejede fra til ny kurs for at forhindre Dannebroge i at omgå den svenske linie og åbnede ild mod Dannebroge og så var slaget i gang.  Herved forspildte Wachmeister den enestående chance han havde for at ødelægge den Dansk/Norske-flåde imens den lå uden at være i en krigsmæssig formation og beredskab for at indtage forsyninger og reparere.      

 Huitfeldts heltemodige optræden forhindrede svenskerne i at ødelægge og erobre den danske flåde som de havde til hensigt.  Det materielle resultat af kampen var 2-1 i danskernes favør, svenskerne mistede 2 linieskibe - Danmark/Norge 1.

 Den danske flåde forblev da intakt og havde derfor herredømmet i den vestlige del af Østersdøen og forhindrede i de følgende år i Den Store Nordiske Krig svenskerne i at forsyne og forstærke     deres hærstyrker i Pommern, der var sat under den store svenske hærfører, general greve Magnus Stenbocks kommando og som under hans dygtige ledelse kunne have været en alvorlig trussel mod rigets beståen. Stenbocks hensigt var at efterligne kong Carl X Gustavs felttog med erobring af Jylland og Øerne i 1657-58.

 I stedet blev den svenske invationshær langsomt udsultet af mangel på forsyninger for til sidst at overgive sig udenfor fæstningen Tønning i 1713. General Stenbock sad resten af sit liv som fange på Kastellet i København.

 Sønderjylland var nu på samlet og på danske hænder. De danske og Norske styrker kunne nu koncentrere sig om de svenske styrker der nu truede Norge. Dette lykkedes også - til sidst, men mange tusinde soldaters liv var gået tabt.