En af sangene ved festen i Køge den 4. oktober 1910. Sangen blev komponeret til lejligheden.
Iver Huitfeldt
Mel: Der er et land
Når havets bølger staar mod Danmarks strande,
De synge om så mangen modig dyst
af stærke mænd i kamp på åbne vande
til værn for landets fjendetrængte kyst.
Den Danske Flåde øvet har bedrifter
der lyser klart igennem tiden hen,
og tegnet staar med glans i sagas skrifter
for hver en slægt der følger dem igen.
Men herligt klinger dog i havets bølge
En sang om daad i Kjøge Bugt engang
Da Iver Huitfeldt med sit tapre følge
Paa flammevinger sig mod himlen svang
Det var en heltefærd foruden mage,
En kæmpedaad vidunderlig og stor,
Der mindes skal til Danmarks sidste dage
Og nævnest som berømmeligst i Nord.
Han holdt det løfte, som han havde givet,
at kæmpe tro i sine fædres spor.
For landet og dets flaade gav han livet,
som kærlighedens offergave stor.
I gerning viste heltens og hans skare,
At mandens største maal er ej i mag
At søge livet frygtsomt at bevare,
men stride indtil døden for sin sag
På Dannebrog stod højt den ædle kæmpe,
Og under ham til helt blev hver en mand.
Saa haardt de stred mod fjenden uden lempe,
At egen ild fik skibet tændt i brand.
Til liv og frelse stod kun vejen aaben,
Med fare for vor flådes undergang,
Og derfor kækt de valgte flammedaaben,
da skibet sønderskudt i luften sprang
Bestandig denne daad for Danmarks sønner,
Skal staa som tegn for frygtløs mandemod
Som vi med ære og med tak belønner,
Men ogsaa vier hver en evne god.
Når Danmark kalder sine børn til værge,
Og Dannebroge samler os paany,
Med haab til gud vi da skal landet bjerge
Af faren ind i fremtids morgengry.
/ B. Lauritsen
Sang ved festen i Køge
For Flaaden
(førsteog sidste værs af Kn. L. Rahbek´s Vort Fødeland")
Vort fødeland var altid rigt
På raske orlogs-helte,
Som anså tapperhed for pligt
Og skjalv ej, når detb gjelte,
Så var vor Juel og Adelar
Og Tordenskjold og mange fler;
Vort fødeland var altid rigt
På raske orlogs-helte!
Og aldrig uddør Huitfeldts ros,
Hans kække sømænds minde,
Bør de ej i hver dansk matros
en værdig landsmand finde !
Når Danmarks ære kalder os,
Som de vi byde døden trods;
Vort fødeland vær altid rigt
På raske orlogs-helte!
For Kjøge
Staden ved kampens og sejrens bugt
hæver sin røst og udsjunger sin lykke;
Livet ved åen og havet er smukt,
Og venlig er fredsskovens skygge;
Dog – når ved lynglimt der buldrer i skyen,
Højt over skoven og havet og byen,
Folket i Norden mindes din torden,
Stolte Niels Juel ved din brusende Bugt.
Højere flyver end tanken mod sky,
Når over havdybet nordlyset luer;
Dansken seer ud over bugten fra by –
En ånd han i flammelys skuer;
Det er den ånd som med højhed sig svinger
Evig til sejr med kærligheds vinger—
Huitfeldt! Din skare see vi opfare
Højt med din flammende sjæl over sky.
Frøernes sang om hin valplads ved å
Ej overdøver, hvad havet udbruser;
Voldgæst har trampet, hvor aksene stå;
Om Wellesley høstblæsen suser.
Hæderen blegned, hvor skændselen sejred.
Sangfuld på flugten fløj over Bugten –
Der synger æren, men bølger er blå.
B.S. Ingemann
Sangen om Iver Huitfeldt
Fra det historiske skuespil ”Tordenskjold” af J.B. Bull i delvis fordansket udgave.
Musik: Johan Halvorsen
Der stod sig et slag udi Køge bugt, i sytten-år-hundred og ti.
For Gyldenløvs flåde lå sundet lukt, han måtte de svensker forbi.
Så satte han kurs fra Køge våg i nord til nord-ost mod fjendens tog,
Men først så gik Huitfeldt på Danebrog
Da Huitfeldt vandt op og lå fjenden an, gav svensken så hårdelig ild,
Grev Wachmeister selv på sin orlogsmand og tvende fregatter dertil.
Da Danebrogs løjtnant sligt fik at se, Han sagde:Kommandør, vi slås mod tre”,
Men Huitfeldt han svared , ”Ja hvad gør det”.
Men da i attakken som mest det gjaldt, da meldtes fra rummet dér det brand.
Og Huitfeldt han så, at om af han faldt, så fænged han Gyldenløv an
Da råbte halvfemte hundrede mand: ”Snart går hun til vejrs! Hold af mod land
”Lad ankrene falde” sagde Huitfeldt han.
Og så blev der stille på Danebrog, de stykker sig selv af-skød.
Og ilden stod højt over mast og skrog, Men gutterne blev som han bød.
Han stod dem iblandt, og så sig om, så bøjed han knæ den herre from
Og skuden fløj did, hvorfra flaget kom.
