Mange byer som ligger op til Østersøen og til Køge Bugt har gamle ankre fra sejlskibstiden som mindesmærker eller blot til dekorativ pynt på særlige pladser eller i forhaver. De flestes oprindelse er ukendt men fælles er, at det er fiskerne hvis garn eller trawl har fået hold i ankeret, der har taget ankrene med hjem til havnen til aflevering til museumsvæsenet eller de er endt som souveniør.
Vi vil i det følgende give eksempler på sådanne ankre:
Gammelt anker by night ved flinteovnen ved Rødvig Havn på Stevns.
Anker med een flig foran restaurant Lanterna i Rødvig. Røringens konstruktion er formentligt til fastgørelse af ankerkæde hvilket tyder på tyder på at ankeret sikkert er fra 1800-tallet.
Gammelt anker ved havnen i Sølvesborg i Blekinge (tæt ved Kristiansstad i Skåne). Sølvesborg var en driftig havneby indtil danskekongen i midten af 1600-tallet fratog byen dens købstadsrettigheder og overførte dem til Kristiansstad, hvorved al handel, export og import standsede.
Ankeret er specielt fordi det stadig har rester af beklædningen viklet om røringen. Beklædningen er sikkert tjæret sejldug, der havde til formål at beskytte ankertovet når tovet bevægede sig når ankeret var lagt. Det store og stive ankertov kunne let skamfiles af bølgeslag og bevægelser i tovet fra skibet( især i uroligt vejr).
.jpg)
Ankertovet fastgøres til ankeret med rundtørn i røringen og dobbelt halsstik om egen part.
Rundtørn og dobbelt halsstik giver mindst belastning og skamfiling af ankertovet når skibet trækker og svajer i tove og så er stikkene lette at få løst op igen.
Hvorfor røringen er så stor på de gamle stokankre skyldes, at ankertovet af hamp kunne være op til 24 tommer i omkreds og derfor var ret vanskellig at binde på ankeret.
Tegning af Jens Kusk Jensen i Håndbog i Praktisk Sømandsskab
Foto og tekst Palle Nielsen
